Diskretionskarte er et lille kort eller skilt ved skranken, som en kunde kan pege på for at bede om en privat samtale uden at sige noget højt. Det er en service, apoteket selv vælger, ikke et lovkrav.
Diskretionskarte er et lille kort eller et diskret skilt ved skranken, som regel med en kort tekst som en anmodning om at tale et mere uforstyrret sted. En kunde, der ikke vil forklare sig foran en kø, peger på det, og medarbejderen bag skranken flytter samtalen til et andet sted. Det er hele princippet, og det virker, fordi kunden ikke længere behøver at sige højt, hvad det drejer sig om.
Placeringen afgør, om det overhovedet bliver brugt:
Et apotek, der tilbyder sundhedsydelser, har mere gavn af et kort end et rent udleveringsapotek. Så snart en måling, en prøve eller en test er en del af ydelsen, kommer kunderne med spørgsmål, de helst ikke vil stille ude i lokalet. Nogle af dem går ellers fra apoteket uden at spørge om noget. Kortet giver også personalet et klart øjeblik, fordi henvendelsen er utvetydig, og ingen behøver at vurdere, om kunden ønskede diskretion.
Det bør beskrives ærligt, for der er ingen regel, der kræver et Diskretionskarte, og ingen tilsynsmyndighed beder om at se et. Det, der kræves, er muligheden for fortrolig rådgivning, hvilket er tanken bag Beratungsraum. Kortet er kun signalet, så apoteket skal have et sted, hvor samtalen faktisk kan foregå, uanset om det er et afskærmet hjørne, et separat rum eller et skridt væk fra skranken. Et apotek, der tilbyder diskretion og derefter svarer ved kassen, har gjort det værre frem for bedre.
To ting gør kortet ægte:
Samtalen beholder sine egne krav, da en længere drøftelse om en måling eller en prøve stadig kræver Aufklärung und Einwilligung, før der gøres noget. En ydelse, der tilbydes som en apothekenübliche Dienstleistung, vurderes ud fra den samtale.
Dette opslag i ordlisten er generel information om tysk apotekslovgivning og praksis. Det er ikke juridisk rådgivning. Kontakt dit Landesapothekerkammer for bindende vejledning om dit eget apotek.