
Et apotek, der overvejer en venöse Blutentnahme (venøs blodprøvetagning), spørger som regel først, om lægepraksisserne længere nede ad gaden vil opfatte det som et angreb. Juridisk set er det lovligt og helt almindeligt at samarbejde med en lokal Arztpraxis, fordi tysk apotekslovgivning ikke forbyder samarbejde mellem et apotek og en læge.
Det, den forbyder, er langt mere snævert. § 11 Abs. 1 ApoG (Apothekengesetz) forbyder aftaler om at styre patienter, tildele recepter og foretrække bestemte lægemidler, og § 11 Abs. 1a tilføjer Makelverbot, forbuddet mod at formidle recepter mod en fordel. Det udløsende er en aftale eller en betaling, og derfor falder en samtale, et fælles arrangement eller en kunde, der sendes til en læge, udenfor.
Det gab koster penge, for et apotek, der betragter al kontakt som forbudt, dropper enten ydelsen eller starter den i det stille.
De fleste misforståelser starter med en omskrivning, så her er § 11 Abs. 1 Satz 1 ApoG i fuld længde:
Indehavere af apotekstilladelser og apotekspersonale må, medmindre andet er fastsat ved lov, ikke indgå retshandler eller træffe aftaler med læger eller andre personer, der beskæftiger sig med behandling af sygdomme, eller med tredjeparter, som vedrører foretrukken levering af bestemte lægemidler, henvisning af patienter, tildeling af recepter eller fremstilling af lægemidler uden fuld angivelse af sammensætningen.
Alle fire nævnte objekter er transaktionsbaserede, og verberne er Rechtsgeschäfte vornehmen og Absprachen treffen. Intet af det rammer et apotek, der fortæller en praksis om en ydelse.
Grænsen har betydning, fordi § 12 ApoG gør en sådan transaktion ugyldig, § 25 ApoG giver mulighed for en Geldbuße på op til 20.000 euro, og § 299a StGB gør det strafbart at modtage en fordel for Zuführung von Patienten.
(Muster-)Berufsordnung, vedtaget af 130. Deutscher Ärztetag den 13. maj 2026, fastsætter den tilsvarende pligt i § 31. Absatz 1 forbyder en læge at modtage en fordel for Zuweisung von Patientinnen und Patienten, og Absatz 2 lyder: "Sie dürfen ihren Patientinnen und Patienten nicht ohne hinreichenden Grund bestimmte Ärztinnen oder Ärzte, Apotheken, Heil- und Hilfsmittelerbringer oder sonstige Anbieter gesundheitlicher Leistungen empfehlen oder an diese verweisen."
En praksis, der tøver med at nævne et apotek, følger den bestemmelse frem for at vise modvilje, og fordi ordlyden er "ohne hinreichenden Grund", er en anbefaling med en god grund ikke forbudt.
| Situation | Hvad det er | Workable | Hvad der får det til at fejle |
|---|---|---|---|
| Befund går til kundens egen læge | Befund (resultatrapporten) sendes derhen, hvor kunden ønsker det | Ja | Apoteket vælger, eller én adresse som standard |
| En praksis anbefaler apoteket | En læge svarer en patient, der spørger, hvor man skal gå hen | Ja | Enhver fordel, der flyder tilbage, eller ingen hinreichender Grund |
| En fælles informationsaften | Begge taler om et sundhedsemne ved et lokalt arrangement | Ja | At det bliver en salgskanal, eller en betaling ud over et oplægshonorar |
| Et gebyr pr. kunde, der sendes videre | Penge eller en naturalieydelse pr. person | Nej | Zuführung von Patienten i § 11 Abs. 1 ApoG og § 299a StGB |
| Et stativ med klinikfoldere | Tryksager fra én praksis, udstillet | Med omtanke | Eksklusivitet, betaling for pladsen eller en gensidig aftale |
| Udpegning af én praksis til opfølgning | En farmaceut nævner en praksis efter et Befund uden for normalområdet | Risikabelt | Én praksis som standard i stedet for kundens egen læge |
I KBV PraxisNachrichten fra 18. juni 2026 sagde KBV-formand Dr. Andreas Gassen, at farmaceuter "hervorragende Pharmazeuten sind, aber keine ärztliche Ausbildung haben", og næstformand Dr. Stephan Hofmeister nævnte omkostningen for praksisserne: "Personen, bei denen nach ärztlicher Anamnese vielleicht gar keine Testung erforderlich gewesen wäre, werden anschließend in die Praxis geschickt (...) Und dort wird dann erneut getestet werden."
Formand for ALM e.V. Dr. Michael Müller argumenterede den 21. maj 2026 for, at en venøs blodprøvetagning "ikke er en isoleret teknisk serviceydelse, men en del af en medicinsk diagnostisk proces under lægeligt ansvar", og formand for SpiFa Dr. Dirk Heinrich tilføjede dagen efter: "Den, der tager blodprøver, skal også vide hvorfor, til hvad, under hvilke betingelser og med hvilken medicinsk konsekvens."
Ingen af de tre siger, at en farmaceut ikke kan foretage en kompetent blodprøvetagning. Alle tre argumenterer for, at et laboratorieresultat får sin værdi fra indikationen bag det og fortolkningen efter det, og det giver god mening. Loven besvarer en del af det, fordi § 11c ApoG under Apothekenversorgung-Weiterentwicklungsgesetz (ApoVWG) begrænser blodprøvetagningen til en approbierter Apotheker med en bekræftet ärztliche Schulung, til voksne og til diagnostiske formål, og udelukker at uddelegere Aufklärung, Anamnese eller samtykke.
Gentagne tests er den del, et apotek kan handle på, fordi et resultat bliver gentaget, når en praksis ikke kan se, hvor det kommer fra. En Befund på brevpapir fra et akkreditiertes Labor med metode, Referenzbereich og tidspunkt for blodprøvetagningen er et dokument, en praksis kan bruge, og det er et skærmbillede fra en app ikke.
Meget af konflikten handler om rækkefølgen, fordi en praksis, der først hører om tilbuddet fra en patient med en udskrift i hånden, kommer i en akavet situation. Et kort brev, før tilbuddet åbner, som nævner de udbudte analyser, laboratoriet, hvem der har gennemført ärztliche Schulung, og at der ikke stilles diagnoser på apoteket, fjerner det meste af det og indeholder ingen aftale, så det holder sig fri af § 11 ApoG.
Det forretningsmæssige argument virker også den anden vej, fordi et apotek, der sender et resultat uden for normalområdet videre til en læge, skaber en tid, som klinikken ellers først ville have fået senere eller slet ikke.
Et ærligt punktum: Den juridiske grænse er snæver, og relationen er bred. Nogle lægepraksisser vil tage godt imod tilbuddet som en pharmazeutische Dienstleistung, nogle vil forholde sig afventende, og enkelte vil sige fra af princip, hvilket er et forretningsmæssigt problem snarere end et juridisk.
Det andet stridspunkt, reklame, har sin egen lov. § 1 Abs. 1 Nr. 2 HWG lader Heilmittelwerbegesetz gælde for Verfahren und Behandlungen, hvor udsagnet vedrører Erkennung von Krankheiten, så en betalt testtjeneste er omfattet af loven.
§ 3 HWG forbyder irreführende Werbung, hvilket omfatter at præsentere en Befund som en diagnose. § 11 Abs. 1 Satz 1 Nr. 2 HWG forbyder forbrugerrettet reklame baseret på anbefalinger fra personer i sundhedsvæsenet, så et citat fra en lokal læge på en flyer er et problem i sig selv. Formuleringer som de samme tests som din læge tager, bare uden ventetid udløser straks både en HWG-klage og et opkald fra lægepraksissen.
Er det tilladt at sende en Befund til kundens egen læge
Ja, hvis kunden selv nævner praksissen og beder om det, fordi valget ligger hos kunden, og der ikke findes nogen aftale mellem apoteket og praksissen. Det, som § 11 Abs. 1 ApoG rammer, er en Absprache om henvisning af patienter, og en skriftlig anmodning i dokumentationen adskiller de to ting.
Må en læge anbefale vores apotek til en blodprøvetagning
Det besvares af lægens Berufsordnung frem for af ApoG, fordi § 31 Abs. 2 MBO-Ä forbyder at anbefale et bestemt apotek ohne hinreichenden Grund. En anbefaling med en saglig grund er tilladt, og enhver fordel, der flyder tilbage, fjerner det grundlag.
Kan vi aftale et honorar med en praksis for kunder, der sendes til os
Nej, og dette er det tydeligste forbud på området, fordi det er den Zuführung von Patienten, der nævnes i § 11 Abs. 1 ApoG, og det udsætter begge parter for § 299a og § 299b StGB. Rabatter og naturalydelser tæller på samme måde.
Ændrede ApoVWG på Zuweisungsverbot
Den konsoliderede tekst til § 11 ApoG har samme Absatz 1 som før, fordi reformen tilføjede § 11c ApoG for venöse Blutentnahme frem for at genåbne Zuweisungsverbot. Et forslag på Deutscher Apothekertag i oktober 2024 bad om en lovmæssig afklaring, og der er ikke kommet nogen.
Hvad kan vi trygt sige i en annonce for en testydelse
Saglig beskrivelse af, hvad der måles, hvem der udfører blodprøvetagningen, hvilket laboratorium der analyserer prøven, og hvad resultatet ikke er, hvilket alt sammen holder sig inden for § 3 HWG. Sammenlignende påstande over for praksisser, udtalelser fra læger og løfter om resultater medfører klager.
Et apotek afstemmer sine formuleringer med sit Apothekerkammer, skriver til klinikkerne i sit opland, før tilbuddet åbner, aftaler et læsbart svarformat med sit laboratorium og holder aftalen fri for betaling begge veje. Prissætningen findes i indlægget om selvbetalte ydelser, og det bredere perspektiv i reformkritik og muligheder samt patientnær testning.
Denne artikel er generel information om tysk apotekslovgivning og forretningspraksis og er ikke juridisk rådgivning. Det ansvarlige Apothekerkammer, den ansvarlige myndighed eller en advokat afgør enkeltsager.

Aniva tager sig af laboratoriet, logistikken og rapporten. Du beholder patientrelationen og din egen branding.
Tyve minutter, og så ved du, om det passer til dit setup.